Lav et brylllups emergency kit til bruden - BRYLLUP | Magasinet Bryllup

Lav et bryllups emergency kit til bruden på den store dag

brudekit.jpg

Er du så heldig at være blevet valgt som brudepige til en venindes eller måske et familiemedlems store dag, vil du garanteret også gerne gøre dit for, at brylluppet forløber perfekt og så gnidningsløst, som det overhovedet kan. Derfor kan det også være en god idé at bruge lidt tid på at prøve at overveje og skabe overblik over nogle af de udfordringer, der eventuelt ville kunne opstå og forberede dig bedst muligt på dem.

Til dette kan det være en mulighed at lave en form for emergency kit til bruden, der indeholder alle de ting, som hun muligvis vil kunne få brug for i løbet af bryllupsdagen. Da bruden jo ikke selv kan have en stor taske med sig, når vielsen skal finde sted og billederne skal tages, vil hun med garanti sætte stor pris på, hvis du har lavet et lille kit til hende med alt, som hun vil kunne have brug for på den store dag. Med et godt bryllups emergency kit er du dermed godt forberedt på alt der vil kunne gå galt på bryllupsdagen og er klar til at redde brudens dag som den perfekte brudepige.

Det skal bryllupskittet indeholde

Hvis bruden har givet dig til opgave at sammensætte et brudekit til sig, kan det være en god idé at høre hende ad, hvad hun har i tankerne, at der skal være i, og eventuelt høre hende om du skal eller hun selv vil sørge for at medbringe den nødvendige makeup. Da mange brude får lagt makeup af en professionel, som måske bruger nogle specielle dyre makeupprodukter, kan det være både dyrt og svært at vide som brudepige, hvilke du skal ud at investere i. Derfor kan det være en god idé at afklare med bruden, at hun selv sørger for den makeup hun om nødvendigt skal bruge.

praktisk-kit

Hvis bruden ikke har givet dig til opgave at sammensætte et emergency kit, men du bare gerne vil gøre en god gerning og være bedst muligt forberedt som ”maid of honor” kan du godt regne med, at bruden selv sørger for den makeup, hun skal bruge. Det kan derfor være en god idé i stedet at sørge for at medtage de øvrige ting, som bruden måske ikke umiddelbart tænker over at huske på, eller som hun ikke umiddelbart selv kan have i sin lille brudetaske.

Listen er lang, og du kan derfor også frit vælge til og fra i forhold til, hvad du vurderer, der vil være nyttigt at tage med, og som du vurderer, bruden eventuelt vil kunne få brug for. Mange af tingene vil du kunne finde på apoteket online og ellers vil du også kunne finde de fleste af tingene i dagligvarebutikker.

Praktiske ting

Hvis der skulle opstå en nødsituation, kan det være meget rart at have nogle praktiske ting ved hånden som for eksempel:

  • Sysæt med saks, nål og tråd
  • Klar neglelak
  • Sikkerhedsnåle
  • Fnugrulle
  • Fashion tape til at holde tøjet på plads
  • Tamponer
  • Lommetørklæder
  • Hånddesinfektion
  • Vådservietter
  • Plaster
  • Vabelplaster
  • Negleklipper
  • Neglefil

Til et flot hår

Bryllupsdagen starter typisk tidligt og slutter sent, og i den tid, er det vigtigt at håret holder og ser perfekt ud hele dagen – særligt hvis brudeparret samtidig også skal have taget en masse billeder. Derfor kan det være en god idé at medbringe forskellige ting til håret som:brudehaar

  • Hårnåle
  • Hårelastikker
  • Hårspray
  • Hårolie
  • Kam/børste
  • Tørshampoo

Til en frisk mund

Brudeparret kommer sandsynligvis til at skulle smile, snakke og kysse mange gange i løbet af bryllupsdagen, og derfor er det vigtigt at sørge for, at de har en frisk mund og rene tænder, når der ikke lige er mulighed for at kunne børste tænder. Husk derfor:

  • Mintpastiller
  • Mundspray
  • Tandtråd
  • tandstikker

Til en perfekt makeup

Som vi allerede har skrevet, er det sandsynligt, at bruden selv sørger for de vigtigste produkter til sin makeup, herunder foundation og mascara. Sørg derfor for blot at tage de mest nødvendige ting med, som kan hjælpe bruden med en opfriskning af makeuppen, herunder:brudemakeup

  • Vatpinde
  • Vatrondeller
  • Spejl
  • Pincet
  • Pudder
  • Olieabsorberende papir
  • Læbepomade/lipgloss
  • Setting spray til makeuppen

Øvrige ting

Nogle ting, som bruden helt sikkert vil sætte pris på i løbet af en lang dag med både vielse, fotografering, hilsen på gæster, lange taler og masser af dans kunne især være:

  • Vandflaske
  • Snackbar
  • Panodiler
  • Energidrik
  • Håndcreme
  • Deodorant