Tøj til gommen – hvad skal du vælge?

Som gom må dit tøj ikke overgå brudens kjole på nogen måde. Når du vælger dit tøj til jeres bryllupsdag, skal du derfor overveje, hvilken stil din brud vil iklæde sig. Det kan være svært at finde ud af, da hun næppe vil afsløre noget om sin kjole før du ser hende på jeres store dag. Men der er heldigvis et sikkert valg for dig – og skal der gøre noget ekstra ud af dagen, kan du også læse, hvilke muligheder du har herunder.
Nr. 1: Det sikre valg – Jakkesættet
I Danmark er det blevet almindeligt at gommen iklæder sig et jakkesæt på sin bryllupsdag. Nogen mener, at det måske er for kedeligt eller for almindeligt, da man også har jakkesæt på ved mange andre lejligheder.
På din bryllupsdag skal du derfor prøve at finde et jakkesæt, der måske adskiller sig fra dem, du plejer at bruge ved andre lejligheder. Sørg for at finde et velsiddende jakkesæt – måske du endda skal overveje et skræddersyet jakkesæt.
Ud over jakkesættet skal du selvfølgelig sørge for, at din øvrig påklædning også er i top. Det gælder for både vest, skjorte, slips, lommetørklæde, bælte, sko og evt. manchetknapper. Lige som dit jakkesæt skal sidde perfekt på dig, skal din skjorte også være velsiddende.
Et velsiddende jakkesæt er ikke for stramt, bukserne skal lige nå ned til skoene, jakkeærmerne skal ikke være for lange, men skal afsløre manchetknapperne i skjorten, slipseknuden er bundet flot.
De typiske farvevalg for jakkesættet er blå – gerne marineblå, med en hvid skjorte. Slipset kan godt have en anden farve – måske har I valgt et farvetema til festen, som du kan bruge som inspiration? Ellers er det sikre valg et ensfarvet slips, der eksempelvis er rødt eller sort. Dine sko bør være sorte eller brune, og de skal være pudsede.
Nr. 2: Det formelle valg – Smokingen
Smokingen minder meget om jakkesættet, og teknisk set er det også et jakkesæt. Smokingen blev tiltænkt at være et jakkesæt, der bliver båret efter kl. 17. Forskellen mellem et jakkesæt og en smoking er detaljerne, hvor smokingen er mere dekorativ end et jakkesæt.
Det, der karakteriserer en smoking, er satin- eller silkerevers på jakken. Revers er den del af jakken, der er foldet, og hvor indersiden derfor er synlig. På et jakkesæt vil reversen være i samme stof, som resten af jakkesættet.
Derudover har smokingen også en silkegalon på siden af buksebenene – altså en påsyet stribe silke, der løber ned over syningen på ydersiden af buksebenene. Der vil også være andre silkedetaljer på en smoking, eksempelvis ved jakkens lommer eller betrukne knapper.
Vælger du en smoking vil du i stedet for et bælte skulle bruge seler. Smokingbukserne har nemlig ingen bæltestropper. Til smokingen bærer man en butterfly i stedet for et slips, og så bærer man desuden heller ikke vest. Skoene til smokingen bør være laksko.
Nr. 3: Det højtidelige valg – Kjole og hvidt
Kjole og hvidt er den mest formelle dresscode, vi har i dag. Kjole og hvidt kaldes også festdragt, og lige som med smokingen er denne festdragt også tiltænkt at blive båret om aftenen.
Kjole og hvidt består af en åbentstående jakke, der er kort foran og lang bagtil. Derfor har denne beklædning også fået tilnavnet pingvinjakke eller flagermusjakke. Under jakken bæres en stivet hvid skjorte samt en hvid stivet vest. Hertil bærer man også en hvid butterfly.
Bukserne til kjole og hvidt er mere højtaljede end eksempelvis bukserne til jakkesæt og smoking. Det er de for at sikre, at der ikke påklædningen skiller mellem jakke og bukser.
Hvor manchetknapper ikke er så udbredt til jakkesæt og smoking, er de et krav til kjole og hvidt.
Hvad skal du tage på til jeres bryllup?
Når du vælger tøj til jeres bryllup, så husk at du ikke må overgå brudens kjole. Det kan ikke siges nok gange. Derfor bør du kun vælge kjole og hvidt, hvis bruden har et langt slæb eller slør. Er det en mere nedtonet kjole, bør du vælge det sikre valg: nemlig jakkesættet.
Som det er beskrevet for smokingen og kjole og hvidt, så er disse to sæt i tidernes morgen tiltænkt at være påklædning til aftenselskaber, og derfor er der også mange, der mener, at man ikke kan blive viet i disse. Nogle vælger derfor at blive viet i jakkesæt, og så skifte til eksempelvis en smoking på vej til bryllupsfesten.
Hvad du vælger at tage på denne dag, er dog helt op til dig selv. Er du i tvivl, så tal med din brud eller hendes veninder om, hvad du overvejer. For at sige det en sidste gang: Du må ikke overgå brudens tøj! Til gengæld må jeres gæster heller ikke overgå dit tøj. Din forlover eller far bør dog matche dig, så hvis du vælger en smoking, bør din forlover eller far også iklæde sig en smoking.