Overvejer I at tage bryllupsrejsen på et krydstogtskib? Dét skal I vide ...

Bryllupsrejse til søs

krydstogt-bryllupsrejse.jpg

Drømmer I om en bryllupsrejse, hvor I bliver forkælet og får alt serveret? En rejse, hvor I bare kan slappe af og nyde hinandens selskab, men hvor I samtidig har mulighed for at få masser af oplevelser undervejs … hvis I altså lige føler for det i øjeblikket? Så kan et krydstogt lige være jeres drømmebryllupsrejse.

Der findes et hav af forskellige krydstogter, som I kan tage på – uanset hvor i verden, I vil på opdagelse. Prisen på et krydstogt kan svinge meget afhængigt af varighed, sted og hvor luksuriøst krydstogtskibet er. Et krydstogt behøver ikke at være dyrere end en charterferie.

Er I i tvivl om et krydstogt er noget for jer, så læs videre! Vi har nemlig samlet viden samt fordele og ulemper til jer.

Det skal I vide om et krydstogt

Aktiviteter på et krydstogtskibPå et krydstogt skal I ikke selv bekymre jer om planlægningen. Her er alt nemlig planlagt for jer. Krydstogtskibet har en fast rute, det følger, hvor der er indlagt nogle stop undervejs, så I også kan komme ud og opleve det land eller de lande, I sejler forbi.

For hvert stop er der typisk planlagt en udflugt, som I kan tage på, hvis I gerne vil have en guidet udflugt. Disse udflugter kan I bestille allerede hjemmefra, men I har også mulighed for at bestille ombord. I har også mulighed for at tage på opdagelse selv, hvis I heller vil det. Her skal I blot huske at være tilbage ombord inden afgang.

På krydstogtskibet vil der også være en række forskellige aktiviteter alt efter hvor stort krydstogtskibet er. Det kan være alt lige fra en swimmingpool, shows, temaaftener, shopping ombord, casino, træning/fitness og sportsbaner. Særligt på de helt store krydstogtskibe er der et bredt udvalg af aktiviteter, som I kan lave undervejs.

På de fleste krydstogtskibe har I betalt på forhånd lige som ved All-inclusive-rejser. Her skal I dog være opmærksomme på, om drikkevarer også er med i prisen, eller om I skal betale for dem, når I afleverer nøglerne til jeres kahyt.

Fordele ved et krydstogt

Oplevelser på et krydstogtskib

Der er en række fordele ved at vælge et krydstogt til jeres bryllupsrejse. I kommer til at opleve en masse forskellige steder, uden I skal pakke kufferten inden forlader et sted. I har en fast base i jeres kahyt, hvor I bor under hele krydstogtet.

En anden klar fordel er, at alt er planlagt for jer. I skal blot nyde hinandens selskab og nyde jeres ophold om bord. Selv når I skal på udflugt skal I ikke gøre andet end at følge jeres guide, som sørger for at I kommer sikkert frem og tilbage, og at I oplever de ting, der er at se på det udvalgte stop.

I skal ikke lede efter en restaurant, når I skal spise, lige som I ellers ville gøre det på en charterferie. Nogle krydstogtskibe har kun én restaurant – så er valget let. Andre (større) krydstogtskibe har flere restauranter, og dermed har I også et lidt større udvalg.

Kan I godt lide at møde andre mennesker, så er et krydstogt også et oplagt sted. Der er ofte en stemning af, at alle taler med alle på et krydstogt – og at alle er åbne over for at møde nye mennesker.

Ulemper ved et krydstogt

Krydstogtskibe ligger for kajKan I lide, at alt er planlagt for jer, så er et krydstogt et oplagt valg. Kan I godt lide at være spontane, og handle på en pludselig indskydelse, vil I opleve, at et krydstogt begrænser jer, da I netop skal være tilbage til krydstogtskibet på et bestemt tidspunkt.

Er der kun én restaurant ombord, er der en stor risiko for, at de serverer det samme mad dagligt. Særligt hvis det er en buffet, vil I hurtigt opleve, at det er det samme, der er i buffeten hver dag – måske med en enkelt ændring.

Drømmer I om en stille bryllupsrejse, hvor I ugeneret kan nyde hinandens selskab, kan det være, at I hurtigt bliver træt af alle de andre gæster ombord. Der er trods alt begrænset med plads på et krydstogtskib, og her har I ikke samme mulighed for at tage et andet sted hen, som hvis I bor på hotel. På et krydstogt skal man være forberedt på, at man kommer hinanden ved. Måske skal man også dele bord med andre gæster til middagen i restauranten.