Toastmaster til bryllup – sådan bliver du den bedste toastmaster
Er du blevet valgt som toastmaster til et bryllup, så stort tillykke. At være toastmaster er en stor og vigtig rolle, og at det lige netop er dig, der er blevet valgt, betyder, at bruden og gommen har tillid til dig og tror på, at du kan holde det store overblik, og gøre det der skal til, for at dagen kommer til at glide hindringsløst.
Brudeparret har sandsynligvis også valgt lige netop dig, fordi de ved, at du ikke har noget imod at tale foran mange mennesker, og at du har stor gennemslagskraft.
Din rolle som toastmaster til brylluppet
Det er toastmasteren, der bærer det store ansvar og skal sørge for, at aftenen forløber uden problemer lige fra gæsterne ankommer til feststedet, til de forlader det igen. Det er dig som toastmaster, der har det store overblik på bruden og gommens store dag. Det er derfor også vigtigt, at du er godt forberedt, og at du har fingeren på pulsen på selve dagen i forhold til at kunne fornemme stemningen, og kan vurdere, hvornår det er tid til en tale eller indslag, og hvornår det er tid til en pause.
For at kunne forberede dig bedst muligt til brylluppet, er det en god idé, hvis du på forhånd ved, hvor mange, og hvem der har tænkt sig at holde en tale eller lave et indslag til festen. I de fleste tilfælde, hvor der er valgt en toastmaster, informerer brudeparret gæsterne enten i invitationen eller på anden vis, hvem toastmasteren er, og hvordan han/hun kan kontaktes. Har brudeparret ikke gjort dette, kan det være en god idé selv at tage kontakt til den nærmeste familie og venner for at høre, om der er nogen af dem, der ønsker at komme med et indslag.
Det vil gøre det lettere for dig selv, når du skal i gang med at lave en tidsplan for brylluppet og forberede talerækkefølgen til brylluppet, at du har en idé om, hvor mange og hvem der ønsker at holde tale eller komme med et indslag. Det er nemlig vigtigt, at du har en klar plan, når festen starter, sådan at I når at komme alle taler og indslag igennem, og bruden og gommen kan danse brudevalsen inden midnat.
Koordinering af taler og talerækkefølge til bryllup
Hvis brylluppet holdes på traditionel vis og taler og indslag er velkomment hos brudeparret, er det din opgave som toastmaster til brylluppet at arrangere talerækkefølgen og planlægge, hvem der skal tale hvornår. Sørg for at koordinere med køkkenet, hvornår der er taler, så maden ikke kommer ind midt i en tale. Lav eventuelt en liste, som du kan give til køkkenet, med et forslag til, hvornår der skal holdes taler, og hvornår der skal serveres mad.
Når du skal koordinere taler og indslag, kan det være en god idé at fastlægge et tidsestimat på talerne eller få et af talerne selv, så du ved, hvor lang tid de forskellige taler, indslag og sange varer, og du kan lave en realistisk tidsplan for brylluppet.
Når du skal planlægge taler og indslag til brylluppet, er det desuden god skik at følge den traditionelle talerækkefølge, som er:
- Værten (brudeparret eller gommen byder velkommen)
- Toastmaster (får ordet via velkomsttalen)
- Brudens far
- Brudgommen
- Forlover
- Brudgommens far
- Bruden
Ofte er der tradition for, at værten og toastmasteren holder tale, inden der serveres forret, og Brudens far og Brudgommen holder tale inden forretten er tages af bordet.
Efter den traditionelle rækkefølge, kan du som toastmaster frit bestemme, i hvilken rækkefølge de resterende talere skal holde deres tale eller komme med et indslag. Husk dog at indlægge pauser, da de fleste ellers kører træt halvvejs i løbet af aftenen, og rygerne vil trippe for at komme ud.
Præsentation af indslag
Nogle dage inden den store dag nærmer sig, er det vigtigt, at du som toastmaster har et overblik over alle taler og indslag og har en realistisk tidsplan for aftenen. Det kan samtidig være en god idé at du på forhånd har en beskrivelse af hver taler og vedkommendes relation til brudeparret, som du kan bruge til at præsentere de forskellige talere med på dagen.
På selve bryllupsdagen er det særlig vigtigt, at du bevarer det store overblik og er rolig – også i tilfælde af, at tidsplanen skulle skride. Sørg for at være forberedt på, at der kan komme talere hen til dig i sidste øjeblik, der ikke har kontaktet dig på forhånd, men som gerne vil holde en tale eller et indslag. I så fald bør du så vidt muligt presse dem ind i tidsplanen, hvis det er muligt. Hvis tiden i forvejen er overskredet, må du vurdere, om det kan nås, eller om du bliver nødt til at sige nej til vedkommende.
Når alle talere har været igennem, er det dig, der skal runde middagen af og fortælle, hvad der herefter skal ske – eksempelvis hvis der serveres kaffe og kage, eller der skal danses brudevals. Herefter kan du vælge at holde din egen tale til brudeparret som en måde at afslutte din rolle som toastmaster for aftenen på.