Alle bryllupsdage er noget helt specielt for jer. Mange vælger at markere deres bryllupsdag med at tage på restaurant og spise eller ved at give hinanden en speciel gave. De første 25 år efter jeres bryllup, har hver bryllupsdag et navn. Herefter er det hvert femte år, der har fået et specielt navn. På denne side kan du se, hvad bryllupsdagene hedder – og for hver bryllupsdag kan du finde eksempler på gaveidéer, hvis du gerne vil finde en gave, der passer til navnet på bryllupsdagen. Når I har været gift i et år, kan I fejre papirbryllup. Der er flere forskellige forklaringer på, hvorfor denne dag kaldes papirbryllup; nogen mener, at papiret repræsenterer, at I har et langt liv foran jer, hvor I starter jeres historie på det blanke papir. Gaveidéer til papirbrylluppet er gaver af papir. Det kan være biograf- eller teaterbilletter, et origamikursus eller himmellanterner, som I sammen kan sende til vejrs i mørket. En gaveidé kan også være en fotobog eller en collage med minder fra det første år som ægtefolk, fra brylluppet eller fra jeres tid sammen. På papirbryllupsdagen er der tradition for at finde toppen af bryllupskagen, som blev frosset ned på jeres bryllupsdag, frem og spise denne. Toårsbryllupsdagen kaldes for bomuldsbryllup. På denne bryllupsdag er det oplagt at give hinanden gaver, der er lavet af bomuld. Det kan være sengetøj eller andet bomuldstøj. Den personlige gave kan være en bomulds-T-shirt med et personligt tryk. Den tredje bryllupsdag kaldes for læderbryllup. Gaveidéer til denne bryllupsdag er – ikke overraskende – ting af læder. Det kan være en ny pung, en lædertaske, læderhandsker, læderjakke – eller måske endda en lædersofa. Fjerde bryllupsdag fejres med blomster. Her kan I give hinanden blomster, men der er også plads til at være mere kreative. Køb for eksempel en flaske vin eller champagne, der har blomster på etiketten, eller køb kager med marcipanblomster, eller chokolader formet som blomster. Det kan også være et billede til hjemmet, hvor blomster er en del af motivet. Femårsbryllupsdagen kaldes for træbryllup, og her har mange tradition for at give hinanden et træ, der kan plantes i haven. Om det er et frugttræ eller en anden trætype, er helt op til jer. For mange symboliserer træet deres ægteskab, som vokser sig stærkere og større med tiden, som står imod alle udfordringer det møder – og som blomstrer år efter år uanset hvilke udfordringer, det har mødt på sin vej. Har I ikke en have, hvor I kan plante et træ, findes der flere forskellige organisationer, der planter træer til fordel for miljø eller mennesker. Har I ikke mulighed for at plante et træ, kan I i stedet donere til en af disse organisationer. Der er også mulighed for at give hinanden andre gaver af træ. Det kan være et brætspil, der er lavet af træ, eller en træfigur til hjemmet, eller måske endda træmøbler. På jeres seksårsbryllupsdag kan I fejre sukkerbryllup. På denne dag er det oplagt at give hinanden gaver til den søde tand: Kager, desserter, chokolader eller anden slik. Det kan også være et gavekort til et flødebollekursus eller chokoladekursus. I kan fejre uldbryllup, når I har været gift i 7 år. Gaveidéer til denne bryllupsdag kan være et lækkert uldtæppe eller en varm uldtrøje. Er I glade for skiferier eller udendørsliv (også når det er koldt), kan I også give hinanden uldundertøj. Otteårsbryllupsdagen kaldes for bronzebryllup. På denne dag vælger nogen at give hinanden en pyntegenstand af bronze til hinanden, nogen får endda lavet en lille bronzestatue der afspejler noget, der betyder noget for dem. Andre finder pyntegenstande, der er lavet af bronze, eller som blot er bronzefarvet – eller hvor farven bronze indgår. Til jeres pilbryllup kan i pakke picnickurven i flettet pil med lækkerier, og tage på picnic i skoven, en nærliggende park eller et andet sted, som har betydning for jer. Er I havemennesker, kan I også give hinanden et pilehegn eller andre gaver lavet i pileflet. Efter et årti som ægtefolk kan I fejre jeres tinbryllup. Der findes mange skønne gaveridéer lavet i tin; tinfigurer, tinæsker (om du kan lægge en lille gave i), fade, medaljer og meget mere. Få eventuelt indgraveret en personlig hilsen, eller nogle ord eller en sætning, der har betydning for jer. 11 år som ægtefolk fejres med stål. Giv hinanden et lækkert ur i stål eller måske trænger hverdagskokken til nye knive i køkkenet. Det kan også være et nyt krus i rustfrit stål. Der er mange muligheder for at finde en gave lavet af stål til din bedre halvdel. På jeres 12-års bryllupsdag kan I forkæle hinanden med gaver lavet i silke. For mange er silke den ultimative luksus, og der findes mange gode gaver i silke: lækre silkelagener og silkesengetøj, en kimono, tørklæder, slips – der er noget til alle. Efter 12½ år vælger mange at fejre deres kobberbryllup med en fest for venner og familier. I denne anledning laver gæsterne ofte en halv æresport, der pyntes med blomster og grøntsager. På bryllupsdagen vækkes parret med larm fra grydelåg og morgensang. Kobberbrylluppet er en uformel bryllupsdag, hvor mange ting kun gøres halvt – netop fordi parret kun er halvvejs til sølvbrylluppet, som er den næste store bryllupsdag, der fejres. Det er derfor at æresporten også kun er halv. I stedet for at holde en fest, vælger nogen også at rejse ud på en rejse. Oplagte gaveidéer til denne bryllupsdag er figurer eller lamper i kobber. Det kan selvfølgelig også være noget, der er kobberfarvet. Gæster til kobberbryllupsfesten kan også give et oplevelsesgavekort til kobberbrudeparret, så de kan få endnu flere oplevelser sammen. Knipling er et gammelt håndarbejde, man mener opstod i Norditalien i 1500-tallet. I dag er knipling et overset håndværk sammenlignet med andre håndarbejder. Der er dog stadig en del danskere, der knipler, så der er heller ikke helt umuligt at finde en kniplet gave til din ægtefælle. Det kan eksempelvis være et forklæde eller en dug med kniplinger, et kniplet bogmærke til læsehesten, eller mellemlægsservietter til tallerknerne i det fine stel. Er I ikke til kniplinger, kan I i stedet overveje gaver med blonder i stedet. Langt de fleste bryllupsdage indbyder til, at man giver hinanden en gave lavet i det rette materiale, fx læder til læderbryllupsdagen, kobber til kobberbryllupsdagen og så videre. Til den 14. bryllupsdag må man dog tænke lidt ud ad boksen, da det er ulovligt at handle med, og da man derved vil støtte krybskytter. Find derfor en gave, der er elfenbensfarvet, eller find på en anden gave, som gør jer begge glade. Om det er en ting eller en aktivitet eller en stor eller lille gave er helt op til jer selv at finde ud af. Den ultimative gave kan eksempelvis være en rejse til Elfenbenskysten eller på elefantsafari, mens en tur i zoo og kigge på elefanter er en gave i et noget mindre prisleje. Efter 15. år kan I fejre krystalbryllup. Gaveidéer til krystalbrylluppet er – naturligvis – ting i krystal: vaser, glas, fade eller smykker med Swarovski-krystaller. Det kan også være manchetknapper med Swarovski-krystaller. For at gøre lidt ekstra ud af bryllupsdagen, kan man pakke pilekurven fra pilebryllupsdagen med et par krystalchampagneglas og en flaske champagne ude under åben himmel. Tag på måneskinstur på jeres månebryllupsdag efter 16-års ægteskab. Nyd hinandens selskab under åben himmel og kig op på månen og stjernehimlen. Er vejret ikke til det, kan I også give hinanden gaver med månesten – fx smykker. Ametyst er en lilla/violet smykkesten fra kvarts-familien, som skifter farve ved opvarmning. Ametyster fås i forskellige farver, og farveskiftene vil også variere. Oplagte gaveidéer på jeres 17-års bryllupsdag er derfor smykker med ametyst – særligt til kvinden. Manden, der ikke er interesseret i en slipsenål med ametyst eller lignende, kan man i stedet invitere på en forlænget weekend på Hotel Ametyst i Prag. Efter 18 år kan I fejre margueritbryllup. På denne bryllupsdag er det derfor oplagt at give en stor buket margueritter – det er dog en god idé at sikre sig, at blomsterhandleren har margueritter på lager, inden du svinger forbi på vej hjem fra arbejde. Smykker er også en oplagt gaveidé til hende. Georg Jensen har lavet en smykkeserie med netop margueritter. Granatbrylluppet er endnu en bryllupsdag, hvor det er oplagt at give hinanden smykker. Granat er mineraler i mange farver, og særligt rød granat anvendes som smykkesten. Derfor er det måske også noget lettere at finde en bryllupsgave til hende. Ordet granat kan dog have flere betydninger. En granat kan nemlig også være et våben (fx en håndgranat). Interesserer han sig for våben, krigshistorie eller lignende, kan et militært samleobjekt derfor være en oplagt gaveidé. Skal det være mindre højtideligt, kan det også være en legetøjsgranat. Når I har været gift i 20 år, kan I fejre porcelænsbryllup. På denne bryllupsdag er det derfor oplagt at give hinanden gaver af porcelæn. Her er rigtig mange ting at vælge imellem, hvad enten det er til mand eller hustru du kigger efter. Måske kan du finde noget lækkert barbersæt i porcelæn til manden eller nogle flotte porcelænsfade til din kone. Det er kun fantasien, og pengepungen, der sætter grænser for gaver af porcelæn. Hvorfor det hedder turkisbryllup er svært at svare på, men ikke desto mindre har navnet faktisk to betydninger. Turkis er nemlig navnet på en farve, men er samtidig også navnet på en unik og dyrebar ædelsten som bruges i smykker. Derfor er det på denne bryllupsdag en fin idé at give hinanden smykker med denne flotte ædelsten. Er I ikke til smykker, kan I måske tage en tur ud at rejse til steder med turkisblåt vand og hvide strande. Denne bryllupsdag er endnu en oplagt dag at fejre med smykker. Rigtig mange smykkebutikker forhandler de såkaldte ”alliancesmykker”, og som mand kan du f.eks. købe en alliancering til din hustru, hvis du ikke allerede har gjort det. En alliancering symboliserer jeres fælles rejse som ægtepar, og for hver begivenhed eller bryllupsdag kan du købe nye sten/diamanter til at isætte i allianceringen. Et alternativ til denne gaver er, at I kan styrke jeres ægteskab/alliance med en romantisk middag eller anden sjov aktivitet som binder jer tættere sammen. Tulipanbryllupet fejrer jeres 23-års bryllupsdag, og den oplagte gave ligger i navnet: tulipaner. Giv din ægtefælle en flot buket tulipaner, eller plant en masse forskellige tulipaner i haven, så I hvert år kan se dem blomstre i fuldt flor. Efter 24 års ægteskab kan I nu fejre karatbryllup. Karat er en betegnelse for renheden af guld og derfor er denne bryllupsdag også en oplagt mulighed for at give guldsmykker i gave. I kan også vælge at give hinanden oplevelsesgaver, hvis I trænger til at komme ud og opleve noget. Sølvbryllupsdagen kender de fleste nok godt. Ligesom med kobberbrylluppet er der tradition for, at familie og venner laver en æresport. I modsætning til en halv æresport ved kobberbrylluppet, er æresporten denne gang hel. Familie og venner tropper også ofte op med musik og morgensang hos brudeparret. Brudeparret takker som regel for denne fejring ved at invitere til morgenbord eller holde en fest. Det er selvfølgelig helt valgfrit, om I ønsker at fejre denne særlig bryllupsdag. Mange vælger også at tage en tur ud at rejse i stedet, enten alene eller sammen med familien. Oplagte gaver til denne fejring af bryllupsdagen er sølvsmykker og ting i sølv. Du kan også købe sølvfade eller andet brugskunst af sølv, der kan pynte i hjemmet. Nu fejres der ikke længere en bryllupsdag hvert år, men hvert 5. år, og det 30. år kaldes for perlebryllup. Er din hustru vild med perler, kan du vælge at give hende en flot perlehalskæde. Også til manden kan du finde flotte perlearmbånd eller perlehalskæder, alt efter hans stil. Hvis ingen af jer er til smykker med perler, kan I jo overveje at forny indkørslen med perlesten eller tage en tur til Skotland og bo på Perle Hotel. På jeres koralbryllupsdag kan I meget passende fejre dagen ved at tage ud og se på koraller. Enten i Danmark på den Blå planet eller måske i Egypten, hvor I har mulighed for at dykke eller snorkle og se på dem i det Røde Hav. Her kan I måske også finde en souvenir som ligner en koral. Herhjemme kan du også købe forskellige kunstige koraller som kan pynte i stuen. Efter 40 års ægteskab er I nået til at I kan fejre rubinbryllup. Navnet på bryllupsdagen er endnu engang inspireret af ædelstene, og i dette tilfælde ædelstenen rubin. En rubin er en rød ædelsten som ofte bruges til smykker. Er I træt af smykker, kan I også vælge ikke at give hinanden gaver, men derimod fejre bryllupsdagen med en romantisk middag, et weekendophold, en rejse eller lign. Selvom der ikke er tradition for en fejring på denne dag, som med sølv- og guldbryllup, kan I stadig vælge at fejre den runde bryllupsdag, hvis I ønsker det. Endnu en bryllupsdag som er opkaldt efter en ædelsten. Når I har været gift i 45 år, fejrer I safirbryllup. En gaveidé kunne selvfølgelig være smykker med safirer, eller andre ting i en safirblå farve. Alternativt kan I måske give hinanden et fotoalbum. Efter 45 år sammen har I sikkert nogle gode billeder som kunne være værd at samle i et samlet album med minder. 50 års ægteskab fejres med et guldbryllup. Ligesom med sølvbrylluppet, bliver der ofte lavet en æresport til brudeparret, og det er også en dag, som mange ægtepar vælger at fejre for familie og/eller venner med en stor fest. Dog er der også nogle, der hellere vil ud at rejse, og I skal gøre det, I føler for, og ikke hvad der evt. forventes af jer. Et guldsmykke til din ægtefælle kan være en oplagt gaveidé, men også andre ting til hjemmet i guld eller guldfarve kan være en idé. Måske kan I finde en flot guldlysestage, guldskulpturer, guldfarvede fade eller håndklæder eller måske nogle flotte guldlysestager til juletræet fra Georg Jensen. Smaragd er navnet på en flot og grøn ædelsten som er meget eftertragtet. En oplagt gaveidé er selvfølgelig at give smykker med smaragd, manchetknapper med smaragd eller andre smaragdgrønne ting. I kan også vælge at tage en rejse til Sydamerika, da det er her der findes flest smaragder. 60 års ægteskab er en stor begivenhed og kaldes også for diamantbryllup. Har man været gift i 60 år, er man måske ved at løbe tør for gode gaveideer eller lyst til at fejre dagen med en fest. I vil som ægtepar modtage et brev fra regenten, hvis I fejrer 60 års ægteskab, og det kan jo være en gave i sig selv, at blive lykønsket på denne måde. Alternativt kan I vælge at holde en lille fest, arrangeret af jeres børn eller børnebørn. I bestemmer helt selv, hvad I vil lave på dagen. Selvom der ikke er tradition for det, vælger mange at fejre deres 65 års ægteskab med en fest. Det er en stor bedrift at fejre 65 års ægteskab, men det kan sagtens være, at I ikke har lysten til at gøre noget ud af dagen. Her må I finde ud af, om I skal holde en lille eller stor fest for familie og/eller venner, eller om I hellere vil forkæle hinanden med en god middag og en måske en tur i teatret, på museum eller hvad I kunne have lyst til. Efter 70 år kan I fejre jernbryllup. Her er det ganske oplagt at give en gave af jern til hinanden. Jernskulpturer, jernrammer eller små jernfigurer der kan pynte i hjemmet eller haven er gode idéer til gaver af jern. Det er nok ikke lige til at give sin ægtefælle en kronjuvel i bryllupsgave efter 75 års ægteskab. Derfor kan I jo i stedet tage en tur forbi og se kronjuvelerne på Rosenborg Slot, og evt. tage en overnatning i nærheden, så I får en hyggelig tur ud af det. Der er efterhånden ikke mange som oplever at kunne fejre egebryllyp, da vi bliver ældre og ældre når vi gifter os. Derfor kan det også være svært at finde på gaver eller finde overskud til at fejre denne dag. I stedet for at finde en gave til hinanden, kan I, hvis I vil, byde den tætteste familie på en lille komsammen til hyggeligt samvær. Hvis I stadig bor i hus med have, kan I også vælge at plante et lille egetræ. Har I været gift i 90 år kan I fejre granitbryllup. Det er flot at have været gift så mange år, og det er selvfølgelig helt op til jer, om I vil fejre dagen med familie eller blot jer selv. Hvis I gerne vil give hinanden en gave på dagen, kan I vælge alt der kan fås i granit. Måske et granitfuglebad til haven eller en granitbænk, hvor I kan sidde sammen på terrassen og nyde aftensolen, men mindre kan selvfølgelig også gøre det, som eks. whiskysten af granit eller granitkrukker.Oversigt over bryllupsdage